Vinder af Tyrkiet Rundt taget for doping

Vinderen af cykelløbet Tyrkiet Rundt er blevet testet positiv for brugen af epo under sin sejr i løbet.

Dopingspøgelset hænger ikke kun over Tour de France disse dage. Onsdag offentliggjorde den internationale cykelunion (UCI) nemlig, at forårets overraskende vinder af Tyrkiet Rundt, Ivalio Gabrovski, er testet positiv for brugen af epo.

Derfor er den bulgarske cykelrytter midlertidigt suspenderet, skriver UCI i en pressemeddelelse.

Det er Gabrovskis urinprøve fra den 24. april 2012 under Tyrkiet Rundt, som ifølge UCI indikerer brugen af epo. Samme dag vandt Gabrovski en overraskende sejr på løbets hårdeste etape.

Bulgareren vil nu være suspenderet, indtil det bulgarske cykelforbund finder frem til, hvorvidt Gabrovski har overtrådt ant-doping-regler.

Gabrovski har desuden ret til at anmode om en b-prøve.

I en pressemeddelelse samme dag skriver UCI også, at den litauiske damerytter Rasa Leleivyte er blevet suspenderet, efter en urinprøve fra den 12. juni indikerer brugen af epo.

Nyheden fra UCI kommer dagen efter, at Fränk Schleck blev taget ud af årets Tour de France på grund af en positiv dopingprøve. Schleck blev nemlig den 14. juli testet positiv for brugen af det vanddrivende stof xipamid.

Hans mandskab Radioshack-Nissan har trukket Schleck ud af Tour de France, mens rytteren venter på et svar på sin b-prøve.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.