Den er helt ny og tæske dyr. Alligevel kan DR byen ikke holde vinden ude. Det skriver Politiken.dk
Ifølge en intern mail fra DR, som Politiken.dk er kommet i besiddelse af, så har DR nu udleveret tæpper til medarbejderne på grund af, at der har været alt for mange klager over træk i det 4,7 milliarder kroner dyre byggeri.
TV-Avisens tillidsmand Jørgen Laurvig bekræfter, at træk er et problem.
- Det er korrekt, at man er nødt til at dele tæpper ud til medarbejderne, så de ikke skal blive forkølede af træk i det her såkaldte prestigebyggeri. Byggeledelsen lover bod og bedring, men jeg kan bare konstatere, at der ikke sker noget - altså andet end at vi nu har fået nogle tæpper, siger han til Politiken.dk
Så sent som i sidste uge gik to medarbejdere hjem med henholdsvis mellemørebetændelse og lungebetændelse.
- Jeg kan selvfølgelig ikke vide, om det kun var på grund af træk, at medarbejderne blev syge, men det har i hvert fald ikke hjulpet på tingene, siger tillidsmanden.