Prins Vincent Frederik Minik Alexander.
Den lille blåblodede dreng har på sin dåbsdag stjålet spotlyset fra søster Josephine.
Foran Holmens Kirke var flere hundrede royale danskere samlet for at få et glimt af de to guldklumper.
Og bølgerne gik højt, når diskussionen faldt på navnet Vincent.
Enten skabte navnet smil og glæde. Eller også rynkedes brynene.
En af dem, der ikke helt var tilfreds med prinsens navn, var Hanne Petersen fra Taastrup.
"Jeg synes ikke så godt om Vincent. Det havde jeg godt nok ikke gættet på. Det skulle have været noget dansk. Der findes så mange pæne danske drengenavne. Men Josephine synes jeg er fint," sagde hun kort efter navnene var rygtedes blandt tilskuerne foran Holmens Kirke.
Netop navnets engelske klang skurrede også i ørerne på Lisbeth Overgaard.
"Vincent er for udansk. Det skulle have været William. Men så er der nok mange drengebørn der skal til at hedde Vincent," sagde hun.
For Paula Bøje fra Frederiksberg var det selve lydene i Vincent, hun ikke brød sig om.
"Prins Vincent. Det lyder ikke rigtig godt. To gange i-n-s lige efter hinanden, det er uheldigt," sagde hun.
Men selvom de fleste var overraskede over navnevalget, så var der også en del, der syntes, det var forfriskende.
"Jeg synes det er skide godt. Begge navne. Og så er de nemme at udtale. Vincent er utraditionelt, men det er sejt gjort," sagde Else Poulsen fra Vallensbæk.
Og at navnet lyder engelsk mente nogen ligefrem var en fordel.
"Vincent er et virkelig flot navn og så vil de ikke have problemer med at udtale det i Australien. Det er da smart," sagde Bent Christensen fra Mariager.
Og selvom Prins Vincent altså løb med mest opmærksomhed, så var der også roser til Josephine.
"Det er moderne navne, men jeg synes de begge er flotte. Josephine kan jeg kun gå ind for, for det hedder mit barnebarn. Så jeg er rigtig godt tilfreds," fortalte Lilian Bistrup fra Vangede.