"Det er jo nok det rigtige. Hvis han har det dårligt i maven med partiets udvikling, så er det da nok det rigtige for ham."
Sådan lyder kommentaren fra den ene af Liberal Alliances to resterende medlemmer i Folketinget, Villum Christensen, til nyheden om, at partistifter Naser Khader har valgt at forlade Liberal Alliance.
Christensen, der selv fik nyheden i morges fra partiets andet folketingsmedlem Anders Samuelsen, oplyser til Nyhedsbureauet Newspaq, at der ikke har været nogen nævneværdige skænderier mellem de tre spidskandidater.
Og selvom Naser Khader blot er den seneste i en række af prominente navne, der er flygtet fra Liberal Alliance, så mener Villum Christensen ikke, at partiet går en dyster fremtid i møde.
"Jeg mener fortsat, at der er en klar relevans for en liberal dagsorden, der ikke bliver sat af de andre partier," siger Villum Christensen.
Han er dog ikke helt sikker på, at Liberal Alliance kan løfte opgaven.
"Det vil tiden vise. I politik er tingene så foranderlige, og der er langt til næste valg. Nu vil der så komme en stribe artikler, der dødsdømmer os for 17. gang. Men det ændrer jo ikke så meget, om man gør det en gang mere. Så længe der er en politisk dagsorden at løfte, så synes jeg, at det er spændende. Men jeg kan jo ikke sige, om det lykkes," tilføjer han.
Politisk kommentator Helle Ib giver ham ret i, at opgaven nu bliver endnu sværere.
"Det bliver simpelthen sværere for partiet at overleve ved næste valg. Uanset at Anders Samuelsen er en ihærdig, dygtig og indsigtsfuld politiker, så bliver det meget sværere for ham at løfte opgaven, fordi Liberal Alliance i høj grad blev stiftet på det stærke brand, Naser Khader havde," siger hun til Newspaq.
Villum Christensen er dog ikke bange for, at den liberale dagsorden i fremtiden bliver sat af en anden radikal udbryder, Simon Emil Ammitzbøl, der ventes at præsentere sit nye parti 'Borgerligt Centrum' i morgen.
"Der er jo lang vej endnu, og han skal jo ud og samle underskrifter. Der er vidst ingen, der ved mere om at starte et parti helt fra bunden end os," siger han.
Derfor giver han også et råd med på vejen til den nye partistifter.
"Jeg synes, at han skulle bruge tiden på noget andet."