To irakere bliver idømt fængselsstraffe på maksimalt tre år og seks måneder i en af Tysklands største sager om menneskesmugling nogensinde.
De to irakere på 49 og 54 år er tiltalt for at ville sluse 56 irakere til Sverige, hvor de selv bor og har opholdstilladelse.
På ture fra Milano i Italien, der i et enkelt tilfælde tog 40 timer, fik passagererne ikke nok at drikke og spise. Og de havde ingen mulighed for at få frisk luft. Flere af dem var derfor nærmest bevidstløse, da de blev opdaget på motorvejen, skriver Flensborg Avis.
Den tyske landsret og anklagemyndigheden slog tirsdag en handel af med forsvaret i den opsigtsvækkende sag mod de to menneskesmuglere.
"Det forudsætter omfattende tilståelser fra begge, og dem forventer vi på næste retsmøde torsdag," understregede retsformanden Wolfgang Köhler ifølge avisen.
Desuden har anklagemyndigheden givet den ene af de to tiltalte ord på ikke at ville retsforfølge andre lignende lovovertrædelser, der er dukket op i løbet af efterforskningen.
De tiltalte har bopæl i Göteborg, men har siden slutningen af oktober siddet varetægtsfængslet i Flensborg.