En rask lille ildebrand skal ikke forhindre mig i at få julegaverne købt. Sådan tænkte flere kunder i et storcenter i Ohio tilsyneladende, da en elektrisk brand brød ud i butikken. Branden fyldte hele forretningen, men det fik ikke folk til at droppe shoppingen.
»Det var utroligt. Selv om der var tyk røg i butikken, ville de alle sammen blive og shoppe. Vi blev nødt til at sætte mandskab ved døren for at holde folk ude,« siger den lokale brandchef Joe Busher til All Headline News.
Branden, der blev slukket på otte minutter, ødelagde for 130.000 dollars, og til kundernes skuffelse måtte butikken efterfølgende holde lukket.