Det hårde vintervejr, som især har ramt Østjylland, har gjort det svært for skraldemændene at komme frem og passe deres arbejde. Men det er langt fra kun med forståelse, at skraldemændene bliver mødt, når de kommer ud.
Mange borgere lader deres frustration over en overfyldt skraldespand gå ud over skraldemændene.
I sidste uge blev en skraldemand, der kører for Reno Syd, tilbageholdt af en eller flere vrede borgere på en villavej i Skanderborg. Skraldemanden fik at vide, at de først ville lade ham gå efter 28 minutter - ét minut for hver dag, de ikke havde fået tømt deres affald.
- Han fik først lov til at køre videre, da han gjorde opmærksom på, at han ville ringe til politiet, siger Henrik Müller, som er direktør i Reno Syd, der er Odder og Skanderborg kommunes fælles affaldsselskab.
Han udtaler sig til TV2 Østjylland, som i en længere artikel beskriver flere eksempler på skraldemænd, som er blevet verbalt overfaldet af borgere.
Han fortæller også, at man er ved at overveje, om der skal være et efterspil til episoden i form af en politianmeldelse.
Også Favrskov Forsyning oplever i stigende grad problemet med borgere, der ikke kan styre deres vrede.
- Vi oplever i væsentlig højere grad end normalt, at kunder er vrede og utilfredse, siger Lone Bejder, som er projekt- og udviklingschef i Favrskov Forsyning.
Flere skraldemænd har oplevet, at blive overfuset på en ubehagelig måde. Og også medarbejderne i kundeservice skal lægge øre til lidt af hvert.
- Hvis det er rigtig voldsomt, så har vores medarbejdere i kundeservice fået at vide, at de, efter de har forsøgt at snakke med kunden, må sige fra og sige, jeg tror ikke vi kan komme videre, jeg tror du skal snakke med en anden, siger Lone Bejder.