Der blev ingen romance eller champagne for et par i Viby nytårsaften. To timer før midnat angreb en 28-årig mand sin kæreste med en kniv og stak hende i lår, baller og håndled. Bagefter forsøgte han at kvæle hende i deres fælles lejlighed i Grøfthøjparken. Først én gang, og da det mislykkedes, prøvede han at kvæle hende igen, til hun mistede bevidstheden. En nabo eller bekendte hørte skrig og tumult fra overfaldet og kontaktede politiet. Da politiet nåede frem, kom kvinden forholdsvis hurtigt til bevidsthed.
Var i livsfare
Lægerne vurderer, at hun har været i livsfare, og kæresten er nu varetægtsfængslet fire uger frem sigtet for forsøg på manddrab. Ud over drabsforsøget var nytårsaften forholdvis normal i Århus. Regnen lagde en effektiv dæmper for slagsmål på gaderne, og politiet i Århus fik omkring fem anmeldelser for vold.
Band og DJ sls
Blandt andet var der slagsmål på Q8 tankstationen i Viby, hvor en mand fik en flaske i hovedet. På værtshuset Tianok stødte dj en og bandet sammen, og der blev tildelt en umusikalsk skalle. I løbet af natten havnede omkring 12 personer i detentionen, hvor de sov nytårsrusen ud.