Morten Olsen og resten af foldbold-Danmark er ikke i tvivl om hans værdi. Nu vil Villareal have en permanent aftale med landsholdets målsluger Jon Dahl Tomasson. Det skriver B.T.
Siden manden med Danmarks mest berømte inderside efter vinterpausen blev udlejet fra Stuttgart har Jon Dahl scoret to mål i fem kampe for sin spanske klub.
B.T. har fået en journalist fra den spanske sportsavis Marca til at spørge Villarreal-ledelsen om Jon Dahls fremtid:
»Vi er meget tilfredse med Tomasson. Han har helt klart levet op til de forventninger, vi havde til ham som international topangriber. Der er ingen tvivl om, at vi allerede meget snart vil forsøge at få en permanent kontrakt på plads«, siger Villarreals vicepræsident og klubdirektør José Manuel Llaneza til Marca-journalisten Eloi Martinez.