Den omsiggribende finanskrise preller af på villaejerne som vand på en gås. Ny undersøgelse viser, at mange planlægger at bruge penge på at istandsætte deres bolig netop nu.
Det er magasinet Idenyt, der har fået analysefirmaet Zapera.com, til at spørge danske boligejere, hvordan de forholder sig til den økonomiske krise.
Undersøgelsen viser meget overraskende, at ganske få af de 7.000 adspurgte villaejere frygter at skulle flytte fra hus og have, hvis de mister jobbet.
Dermed er frygten for krisen langt mindre blandt villaejere, end flere eksperter havde forudsagt, ifølge Berlingske Tidende.
Lektor i boligøkonomi ved Syddansk Universitet, Morten Skak, påpeger, at undersøgelsen viser, at den megen tale om pessimisme og sortsyn som aldrig før "næppe er velbegrundet".