Hambros Allé, beliggende nord for København i Hellerup, er kendt som en af Danmarks mest eksklusive villaveje. Nu står en af de imponerende ejendomme på vejen over for en tvangsauktion.
Det skriver Boliga.
Tvangsauktionen omfatter Hambros Allé 14, som ejes af erhvervsmanden Henrik Wessmann Jensen og Angelina Wessmann Jensen.
Parret erhvervede villaen tilbage i 2006 for 18,5 millioner kroner, men står nu over for en tvangsauktion grundet misligholdt gæld.
Ejendommen er belastet af syv udlæg på i alt 62.602.297,87 kroner. Det er hæftelse nr. 7, der har begæret ejendommen på tvangsauktion.
Se tvangsaktionen her.
Luksusvilla
Villaen, opført i 1908, er en hvidpudset palæejendom, som er gennemrenoveret og velvedligeholdt. Huset har et nyere sortglaseret tegltag fra 2005 og en renoveret facade fra 2022. Ejendommen byder på 323 kvadratmeter, som fordeler sig på fire plan med mange imponerende detaljer.
Denne tvangsauktion må siges at være en sjælden mulighed for potentielle købere, hvis man drømmer om at bo på en af landets mest prestigefyldte villaveje og adresser.
Tvangsauktionen afholdes den 12. juni 2024 kl. 09.15 i fogedretten i Lyngby.