Steve Sidwell blev dagens mand for Reading på Madejski Stadium, da han med to mål sørgede for at Aston Villa med Thomas Sørensen blev sendt hjem med et nederlag på 2-0.
Dermed blev Aston Villa det fjerde offer i træk for oprykkerne fra Reading, der nu ligger på en 6.-plads. Målene faldt i hver deres halvleg, og selve afgørelsen faldt først i kampens overtid med scoringen til 2-0. På det tidspunkt havde Aston Villa haft muligheden for at komme tilbage i kampen blandt andet med et skud på stolpen, men i sidste ende blev det altså oprykkerne fra Reading, der kunne løbe af med sejren.