Spaniernes måltyv David Villa var i særdeleshed begejstret efter den snævre, men fortjente, sejr over Tyskland i går aftes.
"Vi har vist, at vi løfter os til de store lejligheder. Det er den bedste kamp, vi har spillet ved VM. Vi havde fortjent at score flere gange, men Puyols mål sendte os i finalen, og det er en triumf for os," sagde David Villa efter domemrens fløjte havde lydt for sidste gang og sendt Spanien i finalen mod Holland på søndag.
Også den spanske landstræner, som ikke er kendt for at være manden, der strør om sig med smil, havde i gårdagens anledning havde fundet et passende stort et af slagsen frem.
"Det er en helt speciel fest, og vi skal lykønske alle spillere. De gjorde det helt fantastisk," sagde en tydeligt lettet Del Bosque.
Det skriver den spanske sportsavis Marca.
Tyskerne var naturligvis skuffede efter nederlaget, men havde kun sig selv at takke for, at de nu - igen - skal spille om bronzemedaljerne, som de gjorde det for to år siden ved EM.
"Vi spillede med for lidt mod i første halvleg. Vi havde chancen i anden halvleg, men da var vi ikke i stand til at udnytte den," sagde en ærgerlig tysk anfører, Philipp Lahm, efter kampen.
Spanien og Holland mødes på søndag kl. 20.30 i finalen, og vinder de rødklædte teknikere fra den Iberiske halvø, er det første gang i historien, at en regerende Europamester tager VM-guldet.