- Mit mål med at ville samle SF, går jeg stadig efter. Men hvis ikke man vil samles, og hvis man dybest set er socialdemokrat, så er det ikke min opgave at gøre SF til et socialdemokrati.
Sådan lød svaret fra SF-formand Annette Vilhelmsen på det seneste halve døgns afhopninger af prominente folk fra hendes egne rækker til Socialdemokratiet.
Annette Vilhelmsen blev i efteråret valgt som partiformand med ordene "vores hold er sammenhold".
Sammenholdet kunne dog ikke rumme folk som nu tidligere politisk ordfører Jesper Petersen og EU-parlamentariker Emilie Turunen.
- Jeg har som formand lagt vægt på at være meget åben og meget inddragende, siger Annette Vilhelmsen.
- Og dem, der gerne vil det, de skal selvfølgelig være i SF, og dem, der vil noget andet, skal gå et andet sted hen, lyder det fra Vilhelmsen.
/ritzau/