I de sidste dage af 2022 kunne også Avisen.dk fortælle, at det snart er slut med butikskæden Aldi i Danmark.
En del butikker bliver overtaget af Rema 1000, mens der endnu ikke er fundet nye muligheder for de resterende supermarkeder.
I alt skal 59 Aldi-butikker dermed igennem et ophørsudsalg, der virkelig kan betyde rabat til dig på næsten alle butikkens varer.
Faktisk helt op til 70 procent rabat på varer i de sidste dage af butikkernes åbningstid.
De forskellige Aldi-butikker lukker ned på forskellige tidspunkter, men på kædens hjemmeside kan du følge netop din Aldi-butik.
Tjek både lukkedatoer og de dage med størst rabatter lige her.
- I de butikker, der lukker, vil der være ophørsudsalg. Det betyder, at vi ugen inden lukkedagen reducerer prisen på alle varer med hele 30%, 50% og 70%, skriver discountkæden på siden.
Kæden skriver endvidere, at den rabatterede pris ikke vil fremgå af prisskiltene, men rabatten fratrækkes automatisk ved kassen.
Nogle varer som tobak, håndkøbsmedicin og aviser er dog undtaget udsalget.
Med Albertslund i førertrøjen lukker de 59 Aldi-butikker fra 19. januar og frem til 9. februar.