En ny kryptovaluta har på ganske få dage ramt en værdi på den gode side af 200 milliarder kroner.
Ifølge Itwatch blev den nye kryptovaluta, som har fået navnet Internet Computer, lanceret mandag aften, og inden den onsdag aften var 226 milliarder kroner værd, havde den kortvarigt ramt en værdi på 550 milliarder kroner.
Internet Computer er således efter tre hele dage på det vilde kryptovalutamarked verdens 9. mest værdifulde kryptovaluta, noterer Itwatch, som også konstatere, at Internet Computer i øjeblikket har samme værdi som den danske vindmølle gigant Vestas.
Elon Musk og kryptovalutaen
I disse dage - eller man fristes til at skrive: også i disse dage - er der en del røre omkring kryptovalutaen.
Specielt har fyrtårnet og Tesla-ejeren Elon Musk haft indflydelse på de virtuelle valutaers rutchebaneture.
Så sent som onsdag aften meddelte han, at Tesla ikke længere vil godtage bitcoin som betalingsmiddel, fordi valutaen er en strømsluger.
- Vi er bekymrede for den hurtigt voksende brug af fossile brændstoffer til bitcoin-udvinding og transaktioner. Især kulkraft, som har de værste udslip af alle brændstoffer, skriver Elon Musk i opslag på Twitter.
Han tilføjer, at kryptovalutaen på mange måder er en god idé, og mener, at den har en lovende fremtid.
- Men det kan ikke ske på bekostning af miljøet, skriver han.
Men når Elon Musk taler, så lytter og reagerer den digitale verden. Således er værdien af det samlede kryptovaluta-marked raslet ned siden Teslas afvisning af bitcoin som betalingsmiddel, skriver blandt andre CNBC.
Inden Tesla-nyheden blev offentliggjort, var værdien af det samlede kryptovaluta-marked 2,43 billioner dollars.
Knap tre timer senere var værdien faldet med 370 milliarder dollars til 2,06 billioner dollars.
Ifølge Ekstra Bladet er den såkaldte udvinding af bitcoin baseret på komplicerede og tidskrævende dataprocesser, som kræver særligt udviklede dataanlæg i store centre.
Blandt andet i lande, hvor elektriciteten kommer fra kulkraftværker.