Efter fem år med en markant butik i flere etager lige midt i Danmarks næststørste by er det slut.
Det er ifølge TV 2 Østjylland meldingen fra designbutikken Paustian Aarhus, der nu har indgivet egenbegæring om konkurs.
I en pressemeddelelse skriver firmaet, der vel at mærke ikke er del af Paustian A/S, at det er slut.
- Den dyre husleje, der for fem år siden blev overtaget fra det tidligere Illum Bolighus i Aarhus i lokalerne, er en del af forklaringen. Huslejekontrakten fra den gang er i dag for dyr og lejekontrakten blev indgået i en tid, hvor markedet var anderledes, lyder det blandt andet i meddelelsen.
Allerede i morgen har du derfor mulighed for en god handel i butikken, der begynder et ophørsudsalg og lover "ekstra lave ophørspriser."
Det var ifølge mediet i december 2018, at Paustian Aarhus åbnede i Det Meulengrachtske Palæ på Lille Torv. Bygningen fra begyndelsen af 1800-tallet har i over 200 år haft adskillige funktioner og er i dag listet som bevaringsværdig på Slots- og Kulturstyrelsens liste.
Allerede lørdag skrev Aarhus Stiftstidende, at Paustian Aarhus ApS' regnskab for perioden 1. maj 2022 til 30. april 2023 viste et underskud på 25,4 millioner kroner.