I Egypten har arkæologer gjort et opsigtsvækkende fund. Ved den berømte trappepyramide syd for hovedstaden Kairo har man man i en hidtil ukendt brønd opdaget hele 59 sarkofager, som skønnes at være mere end 2.600 år gamle.
De gamle kister blev forleden lagt frem på parade og åbnet foran pressen og udenlandske diplomater. På videoen fra NBC herunder kan du se, hvad der gemte sig i kisten:
De egyptiske myndigheder kunne i september fortælle om fundet af de første 11 beholdere, og siden dukkede der så mange flere op i forbindelse med udgravningen ved den 11 meter dybe brønd.
Og det er slet ikke slut endnu, siger Egyptens minister for antikviteter, Khaled El-Enany. Han regner med at finde flere forhistoriske fund i jorden, og at de 59 sarkofager kun er begyndelsen til en stor opdagelse i området.
Fundet blev gjort i Sakkara, et kendt begravelsessted for landets konger i oldtidshovedstaden Memphis.