Vildsvin er en stor plage i Texas, USA. Og nu har de også forårsaget et drab i den lille by Anahuac lidt øst for Houston, skriver NBC.
59-årige Christine Marie Rollins var ikke mødt op på sit job på plejehjemmet, og da medarbejdere kørte ud til hende, fandt de hende ude foran sit hus tæt på hendes bil, død på en frygtelig måde: Bidt ihjel af vilde svin, som obduktionen senere viste. Hun havde både store og små bid, som vidner om, at der var mange om drabet.
Politiet ude foran kvindens hus i Texas mandag morgen. Foto: Politifoto
Christine Marie Rollins var en vellidt kvinde i lokalområdet, som altid var klar med en hjælpende hånd og i øvrigt en stor fan af fodboldholdet San Francisco 49ers.
– I mine 35 år som politibetjent er det her det værste, jeg nogensinde har set, fortæller sheriffen, Brian Hawthorne.
Christines hundes gøen inde i huset har sikkert skræmt vildsvinene væk, men desværre ikke i tide til at redde den 59-årige kvinde.
Foto: Scanpix
Facts om vildsvin:
Kropslængden bliver normalt omkring 90 til 180 cm og vægten mellem 50 til 200 kg hos ægte vildsvin. Farven varierer fra lysebrun til grå og næsten helt over til sort. De lever i skov og krat, gerne i nærheden af landbrugsområder hvor de kan gøre stor skade ved at rode i jorden. De er bomstærke, meget hurtige og af og til særdeles aggressive, så man skal holde sig fra dem.
At vildsvin er farlige og kan finde på at angribe mennesker, er noget man har kendt til siden stenalderen. Således vidner talrige hulemalerier om farligheden ved vildsvin, som er tegnet aggressive og med store tænder. Både romerne og grækerne har skrevet om angreb i deres historier, hvor Odysseus blev såret af et vildsvin, og Adonis blev dræbt af et sådan.