Har du handlet sommerhus i år, så har du sikkert givet eller fået en ganske udmærket pris.
Sommerhusmarkedet har længe været markedets helt varme kartoffel.
Allerede før coronapandemien lagde en dæmper på udenlandsrejserne, var salget af sommerhuse inden for de danske grænser stigende – og selvom, der har været en anelse længere mellem købene i år – har 2021 for alvor spillet med prismusklerne.
En opgørelse foretaget af boligmediet Boliga.dk viser nemlig, at seks ud af de ti største sommerhushandler, der nogensinde er foretaget i Danmark, har fundet sted i 2021.
Det gælder ikke mindst for det dyreste sommerhus, der nogensinde er solgt i Danmark – og sidst på foråret slog sin egen rekord fra 2007, da Hornbæk-fritidshuset blev solgt for intet mindre end 36 millioner kroner.
I år skulle der dog fire millioner kroner mere til at få navn på skødet, og dermed kan sommerhuset på Kystvej 32 endnu en gang kalde sig landets dyreste til en pris på 40 millioner kroner.
Og det er to danske kystbyer i Nordsjælland, der snupper alle topplaceringerne.
For mens det altså er den samme adresse i Hornbæk, der både er den dyreste og næstdyreste handel, er det strandvejen i Tisvildeleje med en handel til 35 millioner kroner – også indgået i år – der snupper tredjepladsen på listen over Danmarks største sommerhushandler.
De resterende syv sommerhushandler fordeler sig med yderligere tre til Hornbæk og fire til Tisvildeleje - og priser der for alle salgenes vedkommende lyder på 25 millioner kroner eller mere.
Netop Hornbæk og Tisvildeleje er da også både i år og traditionelt at finde helt i toppen over de gennemsnitlige kvadratmeterpriser, som sommerhusene handles for. Det viser Boliga.dks salgsprisdata.
Begge de to sjællandske nordkystbyer har hidtil i år trukket gennemsnitlige salgskvadratmeterpriser på den flotte side af 50.000 kroner – og altså således summer, der svarer til, at et gennemsnitligt sommerhus på eksempelvis 85 kvadratmeter handles for godt 4,5 millioner kroner i Tisvildeleje og 4,4 millioner kroner i Hornbæk.
Se de dyreste sommerhuse til salg lige nu her.
Her er Danmarks ti største sommerhushandler.
Ved Stranden 7, Tisvildeleje, 25.000.000 kr.
Rudolf Tegnersvej 18, Hornbæk, 25.000.000 kr.
Hotelbakken 11, Tisvildeleje, 26.500.000 kr.
Østerled 9, Tisvildeleje, 28.240.000 kr.
Østerled 13, Tisvildeleje, 31.500.000 kr.
Kullavej 12, Hornbæk, 32.500.000 kr.
Kystvej 44A, Hornbæk, 32.500.000 kr.
Strandvejen 13, Tisvildeleje, 35.000.000 kr.
Kystvej 32, Hornbæk, 36.000.000 kr.
Kystvej 32, Hornbæk, 40.000.000 kr.