Fire danske cirkuselefanter skal pensioneres, efter et flertal i Folketinget sidste år besluttede at forbyde eksotiske dyr i cirkus.
Der blev afsat syv millioner på finansloven for 2019 til at håndtere de vilde dyr ordentligt.
Til marts skal opgaven med at overtage elefanterne i udbud, og meget tyder på, at det bliver Knuthenborg Safaripark.
Læs her, hvad safariparken er for en størrelse.
* Knuthenborg Safaripark er Nordeuropas største safaripark.
* Safariparken har cirka 620 dyr fordelt på 28 arter.
* Selve safariparken udgør cirka 400 hektar.
* Dyreparken ligger på Lolland nord for Maribo.
* Knuthenborg ejes og drives af administrerende direktør Christoffer Knuth. Det var hans forældre, Adam Wilhelm lensgreve Knuth og Helle Stangerup, der i 1969 åbnede safariparken.
* Knuthenborg har i år udvidet sæsonen, så når de for 50. gang slår portene op, sker det allerede lørdag den 13. april klokken 10.
Kilde: Knuthenborg Safaripark
/ritzau/