En mand gik i dag amok med en armbrøst i Almelo i det østlige Holland.
Det skriver De Telegraaf.
Ifølge det hollandske medie er to døde og to blevet såret.
Der er dog usikkerhed om, hvorvidt ofrene rent faktisk blev skudt med armbrøsten eller dræbt med knivstik.
Politiet affyrede flere skud under hændelsen, og opfordrede folk til at holde sig væk fra området.
Manden er blevet anholdt, og politiet udelukker et terror-motiv.
Seks ambulancer og mindst lige så mange politibiler har været til stede ved gerningsstedet, som det ses på billedet.
RTV Oost har lagt en video op på det sociale medie YouTube, hvor man tydeligt ser manden med armbrøsten på balkonen.
Opslaget er herunder.
Et af ofrene blev fundet i huset og med anholdelsen er situationen kommet under kontrol, siger en talsmand til avisen.
Vidner til det brutale optrin modtager nu professionel hjælp.
Almelos borgmester, Arjen Gerritsen, udtaler, at den dramatiske hændelse har "enorm indflydelse" på byen og befolkningen i byen.
Han roste politi og beredskabstjenester for indsatsen.