Midt på natten til fredag fløj en bil med to unge gennem luften og knækkede flere træer på sin vej.
I bilen sad en mand fra Gladsaxe på 20 år og en kvinde fra Helsingør på 19 år.
Det skriver Sjællandske.
Uheldet skete i Espergærde ved rundkørslen på Kongevejen/Skindersøvej, og ifølge vagtchef ved Nordsjællands Politi, Lars Galasz, kom de to unge i høj fart ind i rundkørslen:
- Føreren har så meget fart på bilen, at han i stedet for at køre rundt om rundkørslen kører direkte ind i den. Det får rundkørslen til at fungere som en katapult, og bilen ryger derved op i luften og flyver flere meter.
De to unge kunne selv komme ud af bilen og er sluppet uden de store skader, fortæller vagtchefen til Sjællandske.
Politiet mistænker den 20-årige fører for at være påvirket af både alkohol og narkotika. Han er derfor anholdt og har fået udtaget en blodprøve.