”Vild med dans”-vinder var tæt på at trække sig
Fredag vandt Jakob Fauerby og Silas Holst "Vild med dans". Men en knæskade var for nogle uger siden ved at sætte en stopper for eventyret. (Foto: Ritzau Scanpix)
Jakob Fauerby have problemer med knæet undervejs i dansekonkurrencen

I fredags vandt Jakob Fauerby og Silas Holst en suveræn sejr i ”Vild med dans”. Men faktisk var parret tæt på at trække sig kort inde i konkurrencen. Det afslører Silas Holst i et opslag på Instagram.

Kort inden femte program diskuterede de seriøst med programledelsen, om de var nødt til at trække sig. Det skete, fordi Jakob Fauerby havde pådraget sig en skade i knæet og var ude af stand til at træne.

Så op til femte program kunne han blot kigge på i træningslokalet, mens Silas forsøgte at demonstrere koreografien i den samba, de skulle danse fredag aften.

- Lægen ringede og gav grønt lys torsdag aften, og Fauerby fik tre timer torsdag aften til at lære samba til om fredagen. Det er det vildeste, jeg har prøvet i 'Vild med dans'. Du lærte samba på TRE TIMER, Fauerby!! Imponeret, skriver Silas Holst i sit opslag.

Den manglende træning blev bemærket af dommerne, der for en sjælden gangs skyld ikke kvitterede med topkarakterer til parret, der på aftenen måtte tage til takke med en lunken fjerdeplads.

Siden kom der styr på både knæ og dansetrin i en grad, så Silas og Jakob i fredags kunne lade sig hylde som det første par af samme køn, der nogensinde har vundet konkurrencen.

 

via Listen To News