Anna Munch kunne fredag lade sig hylde som vinder af “Vild med dans”, og hun kan roligt fortsætte med at juble.
Bare få dage efter triumfen på dansegulvet afslører den 19-årige influencer og skuespiller, at hun har scoret en hovedrolle i “Fame - The Musical”. Det fortæller tv2.dk.
Anna Munch skal i musicalen optræde sammen med en anden “Vild med dans”-stjerne i form af Silas Holst, der også står bag koreografien i den nye musical.
- Det er en drøm, der går i opfyldelse, og jeg glæder mig helt vildt til at bringe alt, hvad jeg har lært, med op på scenen. Jeg må også indrømme, at det er ret stort at skulle dele scenen med Silas Holst, som vist kan lære mig et dansetrin eller to, siger Anna Munch til tv2.dk.
Silas Holst skal i musicalen meget passende spille danselærer.
"Fame – The Musical" har premiere 11. september 2025 i Falkonersalen i København og derefter i Vejle Musikteater fra 22. oktober og Musikteatret Holstebro fra 7. november.