Efter tre år med trioen PLATT-FORM i front, bliver det i år skuespilleren Merete Mærkedahl og komiker og tv-vært Martin Johannes Larsen, som skal styre "Året der gak".
Showet bliver optaget mandag 24. november og kan ses lørdag 6. december på TV 2 Play og TV 2 Charlie.
Det fortæller TV2 i en pressemeddelelse.
Merete Mærkedahl har faktisk allerede tidligere stået på samme scene.
- Jeg har medvirket i "Året der gak" et par gange, da jeg arbejdede i Cirkusrevyen, så det bliver sjovt at stå i front denne gang og være med til at belyse årets gang med både alvor og humor, siger Merete Mærkedahl.
Hun glæder sig ifølge meddelelsen især til at arbejde sammen med Martin Johannes Larsen.
- Han har en dejlig underspillet humor og en lune, og så tager han heller ikke sig selv så højtideligt. Han er god til at lave fis med sig selv, ligesom jeg selv synes, jeg er, siger Mærkedahl.
Også Martin Johannes Larsen er begejstret over at skulle dele værtsrollen med Merete Mærkedahl.
- Jeg glæder mig til at teame op med skønne Merete, for mig er det altid spændende at udforske nye konstellationer i de projekter, jeg kaster mig ud i. Jeg ser frem til at hylde det forgangne år på en satirisk, men også kærlig måde. Og hvis der er et show, der kan det, så er det "Året der gak"...