Nogle afslutter 'fyrre' - med 'fed og færdig'. Men for den kommende deltager i tv-programmet 'Vild med dans', Rasmus Nøhr, har aldersforøgelsen en anden betydning.
Han føler sig nemlig omsider klar til rollen som far, skriver SE og HØR.
- Jeg er jo inde i en anden fase, og det nyder jeg faktisk. Der er nok ikke så megen fest og ballade mere. Jeg synes, at jeg har lært at opføre mig nogenlunde ordentligt, siger Rasmus Nøhr til SE og HØR.
Han er i øjeblikket i gang med at forberede sig til den skrappe træning, inden 'Vild med dans' starter. Her kommer han højest sandsynligt til at smide et par kilo, selvom han i forvejen løber og cykler lidt for motionens skyld.
Rasmus Nøhr er egentlig et ret privat menneske og holder derfor kortene tæt til kroppen, når spørgsmålene går på fremtidige familieplaner. Han løfter dog alligevel en lille flig, skriver SE og Hør.
- Måske skal jeg falde lidt til ro og tænke fremad. Jeg nyder at være onkel, men vil da gerne selv være far, siger Rasmus Nøhr.
Sangeren vil dog ikke afsløre, om han har en potentiel partner i kikkerten til den fremtidige familieforøgelse.
Han vil end ikke fortælle, om der er en kvinde i hans liv for tiden. Men det kan være, at Rasmus Nøhr smider nogle af hæmningerne, når han stiller op på slap line i tv-programmet 'Vild med dans'.
Kilde: SE og HØR