Karina Frimodt havde en skøn 45 års fødselsdag, da hun i går blev fejret af blandt andre sin makker i den kommende udgave af "Vild med dans", den tidligere fodboldspiller Kasper Fisker.
Men nerverne var også uden på tøjet, fortæller hun i flere opslag på det sociale medie Instagram.
Tilbage i oktober 2015, under TV2’s "Knæk Cancer"-uge, opdagede "Vild med dans"-stjernen nemlig en knude i sit højre bryst.
Efterfølgende undersøgelser viste forstadier til kræft, og hun fik i første omgang fjernet de ondartede knuder, men valgte senere at få fjernet hele brystet og efterfølgende at få det rekonstrueret.
Derfor ventede det årlige brystcancer-tjek på danseren, som på Instagram først skrev.
- Den der dag på året, hvor jeg ikke kan være i min krop af nervøsitet og et galoperende hjerte, der er ved at poppe ud. Krydser fingre for, at alt er godt, skrev Karina Frimodt først i et opslag og kunne i et efterfølgende opslag heldigvis fortælle, at alt faktisk er godt.
- Hjemme igen og kan ånde lettet op. Alt så fint ud. Tak for alle Jeres søde beskeder, i nogle ret så pressede minutter, der føltes som timer, skriver Karina Frimodt efterfulgt af hashtagget "detårligetjek".
Du kan se sidste opslag lige herunder.
Du kan også se, hvordan Karina Frimodt blev overrasket på sin fødselsdag med flag og balloner af dansemakkeren lige herunder.
Der er premiere på "Vild med dans" på TV 2 den 22.september.