“Vild med Dans”-stjernen Asta Björk fortalte tidligere på ugen, at hun så frem til sit travleste efterår nogensinde.
Danseren var blevet optaget på medicinstudiet fra september og stod derfor foran en særdeles hektisk periode med både studier og deltagelse i efterårets udgave af “Vild med Dans” på TV2.
Men nu har den 23-årige dansk-islandske danser fundet en løsning på udfordringerne, fortæller hun på Instagram.
Her skriver Asta Björk, at hun har fået udskudt studiestarten fra september til februar 2022.
- De sidste måneder har jeg gået og brugt meget energi på at tænke over, om jeg ville starte på universitetet her til sommer, eller om jeg heller ville have vinterstart, fortæller Asta Björk på Instagram.
- På den ene side har jeg ventet så længe på at komme i gang, og på den anden side ville det være smartest for mig, hvis studiestart ikke overlappede med ”Vild med dans”, så jeg kunne give det al min tid og kærlighed, fortsætter danseren.
- Til sidst lod jeg fornuften bestemme og ønskede vinterstart på min ansøgning. Da jeg så fik at vide, at jeg alligevel fik sommerstart, havde jeg det meget blandet med det. Til sidst endte jeg med at kontakte universitet i håb om, at det kunne ændres, og har lige fået besked på, at jeg faktisk er blevet rykket til vinterstart - og det føles bare helt rigtigt, skriver Asta Björk, som nu i første omgang kan rette al sin opmærksomhed mod efterårets udfordringer på dansegulvet.
Asta Björk vandt sammen med Simon Stenspil sæson 15 af “Vild med Dans”. I sæson 16 dansede hun sammen med Oliver Bjerrehuus, mens hun sidste år dannede par med DJ’en Faustix.