Har du en ledig lejlighed eller måske bare et ekstra værelse, så kan du måske ikke kun byde velkommen til en ægte tv-stjerne, men også lære et lækkert dansetrin eller to.
"Vild med dans"-stjernen Rachel Ellebye har nemlig udsigt til at stå uden bolig - og søger med lys og lygte efter et nyt sted at bo.
Det skriver Rachel Ellebye selv i et opslag på Facebook.
- Mit lejemål bliver opsagt pr. 31. marts 2025, og jeg står derfor uden bolig pr 1. april. Jeg søger med lys og lygte efter et nyt sted at bo i København, indleder Rachel Ellebye opslaget, hvor hun præciserer, at hun er åben for et større område, der ud over København også omfatter blandt andet Frederiksberg, Valby, Vanløse og Lyngby.
25-årige Rachel Ellebye skriver også i opslaget, at hun i tilfælde af bofællesskab ikke går af vejen for en lille fest og kan lave en strålende carbonara.
Foreløbig har over 200 mennesker delt Rachel Ellebyes opslag, så der bør være gode muligheder for, at tv-stjernen finder et nyt sted at bo før den 1. april.
Blandt de mange, som har delt bolig-opslaget er selvfølgelig dansemakkeren Thomas Evers Poulsen.