Der har været masser af swung i Claudia Rex, siden en knæskade endegyldigt tvang hende væk fra dansegulvet i 2017. Men måske lidt for meget swung – for nu har den tidligere "Vild med dans"-vinder valgt at opløse sit firma Det Danske Bryllupskompagni, skriver Ekstra Bladet.
– Jeg har simpelthen så mange andre projekter, som jeg gerne vil dedikere min tid til. Min smykkevirksomhed og mit sundhedsunivers. Vi fik aldrig rigtig opstartet Det Danske Bryllupskompagni, så det er ikke vemodigt som sådan, forklarer hun til avisen.
Claudia Rex blev i 2018 gift med skuespiller Emil Hebsgaard, og det var deres bryllupsplanlægger, Heidi Noer-Hvarre, hun to år senere stiftede virksomheden med. Nu er firmaet altså lukket – men Claudia Rex har stadig gang i andre projekter. Hun arbejder i dag som kost- og holistisk coach og driver samtidig en smykkeforretning.
Claudia Rex vandt "Vild med dans" i 2012 sammen med tv-værten Joakim Ingversen. I 2014 nåede hun finalen med Johannes Nymark, inden en knæskade satte en stopper for dansen. I 2017 vendte hun dog tilbage for en sidste sæson med Simon Jul.