I aften samler "Vild med dans" ind til Knæk Cancer fra Det Kongelige Teater i København - og i den forbindelse har TV2 fået nogle af deltagerne til at fortælle meget personlige - og rørende - historier.
En af dem er danse-favoritten Caspar Philipson, som for 7,5 år siden mistede sin lillebror til kræften.
I interviewet siger Caspar Philipson.
- Han blev 42. Og det skete pludseligt – inden for et år efter at kræften kom. Mit hjerte, det knustes. Og det har gjort ondt i årevis efter. Sådan er det jo med de mennesker, man elsker, fortæller Caspar Philipson og fortsætter.
- Vi var meget tætte, der var kun to år mellem os. Men jeg finder trøst i at mærke, så tydeligt, at min bror er i mig. Stadig. For sådan har jeg det, i hjertet. Og hvis jeg skal tage svære beslutninger, refererer jeg også til ham. Hvad ville han mene?, siger Caspar Philipson.
Blandt de andre, som deler meget personlige historier er Daniel Wagner, Natasha Brock, Damian Czarnecki og Cecilie Schmeichel - dem kan du læse lige her.
Selv om savnet fortsat er enormt, så fortæller Caspar Philipson også, at sang og dans kan mildne sorgen.
- For mig har sang for eksempel altid haft en helende effekt. Som barn var det ubevidst. Jeg sang bare. Men så opdagede jeg, at det kunne noget. Og det har jeg med min voksne bevidsthed kunnet gå til.
Jeg oplever, at dansen kan noget af det samme. At man lader sig gennemstrømme af musikken og den skønhed, der er i det. Det trøster og hjælper mig.
Fordi livet er jo smukt. Også selvom vi bliver udfordret, siger Caspar Philipson i interviewet, som du kan læse i hele sin længde her.