Danseren Marianne Eihilt står over for en med egne ord »stor kropslig udfordring«, når hun i næste uge for første gang skal danse pardans med kuglestøderen Joachim B. Olsen.
»Joachim er jo stor i forhold til mig, så jeg kan godt afsløre, at der er mange kast og løft i den første dans,« afslører Marianne Eihilt, der på premiereaftenen kunne se sin partner folde sig ud i mændenes fællesdans.
»Det er altid en fordel at danse med en sportsudøver, da de har meget viljestyrke og er meget fokuserede,« forklarer Marianne Eihilt.
Joachim B.Olsen, der ikke har nået at træne så meget dans på grund af sin deltagelse i OL, har ikke den store danseerfaring. Og i den forbindelse er han rigtig glad for at have fået Marianne Eihilt som dansepartner.
»Marianne er hård og kontant, men vi har det sjovt sammen. Og så får hun det absolut bedste frem i mig,« fortæller Joachim B. Olsen.
Mariannes dansepartner fra sidste sæson, skuespilleren Robert Hansen, kan godt forstå, hvis Marianne står over for hårdt arbejde.
»Jeg kan huske, hvor mange kræfter hun brugte på at holde mine arme oppe. Og så se mine arme sammenlignet med Joachims - det må være rigtig hårdt,« siger Robert Hansen, der på premiereaftenen selvfølgelig var blandt publikum, så han kunne følge både sin tidligere dansepartner samt sin gode ven Oliver Bjerrehuus.