De var i omdans i sidste uge, og skal man tro Danske Spil, er der næppe meget tvivl om, at fredagens udgave af ”Vild med dans” bliver et afdansningsbal for marathon-løberen Abdi Ulad og hans professionelle dansepartner, Malene Østergaard.
I sidste uge fik parret aftenens næstlaveste score fra dommerne, og de har fået Danske Spil til blot at give pengene 1,6 gange igen, hvis de cha-cha-cha’er sig ud af programmet som de næste.
Jacob Haugaard scorede i sidste uge laveste karakter med sin makker, Camilla Dalsgaard, og derfor ville det måske være oplagt at udnævne ham til favorit til at ryge ud. Men faktisk får man pengene hele 4,7 gange igen, hvis entertaineren ikke går videre efter fredagens allersidste dans.
Og det har programmets tidligere vært, Claus Elming en god forklaring på. Han fungerer i år som ekspert hos SpilXperten:
– Altså, lad det være sagt med det samme: Han er ikke på niveau med de andre par i konkurrencen, men der er allerede opstået en slags Allan Simonsen-hype omkring ham, og han er ikke bange for at omfavne den. Det kan blive en vild joker i programmet, men nu skal han først fokusere på fredagens vals, lyder Elmings vurdering på SpilXpertens hjemmeside.
Favorit til at vinde hele konkurrencen er fortsat Lise Rønne, der danser med Silas Holst. Odds på dem som vindere er blot 2,0.