Det skal helst se let og yndefuldt ud. Men i virkeligheden er det knaldhårdt arbejde.
Det fortæller skuespiller Laura Drasbæk i dagens udgave af B.T. om deltagelsen i den populære dansekonkurrence.
"Min krop er mørbanket over det hele," lyder hendes beskrivelse af de mange prøvelser i øvelokalet.
Fredag aften danser hun semifinale. Og skulle det blive endestationen, forventer det mørkhårede danse-stjernefrø, at det hårde arbejde får konsekvenser.
"Altså, lige nu er vi så meget på vej mod klimaks. Så der ligger vores fokus, men jeg tror også, at jeg kollapser bagefter, for det har fyldt så meget," siger Drasbæk, der danner par med Silas Holst.
Et exit før finalen er dog langt fra en mulighed, som skuespilleren bryder sig om at forholde sig til.
"Jeg er ikke træt af at danse, selv om det fylder meget. Men jeg er slet ikke færdig med det her, før jeg står med pokalen i hånden," siger den selvsikre skuespillerinde.
Fredag skal hun dyste mod vejrvært Cecilie Hother med partneren Mads Vad og iværksætter Christina Hembo, der føres af Thomas Evers Poulsen, om en plads i finalen.