"Vild med dans" er et af de mest populære underholdningsprogrammer gennem snart rigtig mange år.
Danser og dommer Jens Werner var en af de mest populære figurer hele vejen igennem med sit store smil og positive sind.
Derfor gør det også ekstra ondt, at Jens Werner kun blev 59 år.
Det kan ses på de sociale medier, hvor både seere og resten af danse-familien begræder tabet.
- Jeg er lykkelig over, at vi efter høje bølger gennem årene fik talt alt ud det sidste år og landede lige der, hvor vi skulle. Et sted med respekt og varme. Hvil i fred, du gæve kriger. Du har i den grad sat et aftryk!! Og vil blive savnet! Hils Britt og Løvendahl deroppe, skriver Silas Holst i et opslag, du kan læse lige her.
Til bt.dk siger Thomas Evers Poulsen:
- Han var jo en af de store, man så op til.
I en story på Instagram har Camilla Dalsgaard delt et gammelt minde, hvor hun som lille pige danser sammen med Jens Werner.
- Tak for alt du lærte mig gennem årene. Minderne er mange. Du vil blive savnet, skriver hun.
Tjek selv hendes profil lige her.
I mange af "Vild med dans"-årene var Jens Werner fast mand bag dommerbordet, mens Christiane Schaumburg-Müller Aaxman var vært på programmet.
Også hun er hårdt ramt.
- Hvor er det tragisk. Mine tanker går til hans familie. Jens var et stort familiemenneske, og jeg tænker på Anette og børnene, som har mistet deres far og ægtemand, skriver hun i en besked til eb.dk.
Den mangeårige vært Sarah Grünewald hæfter sig også ved familiemennesket Jens Werner.
Til bt.dk fortæller hun.
- Hver gang jeg har arbejdet med Jens, har der altid været kontakt til hans hjem. Han stod altid og facetimede eller ringede til dem derhjemme både før, og når han gik af kameraet. Det var altid "jeg elsker jer" og "jeg kommer hjem snart"...
Bisættelsen finder sted den 19. juli i Skt. Pauls Kirke i København.