Efter at være ude af den bedste sendetid i flere år har Silas Holst igen fået et tilbud fra TV 2 om, at være med i den populære dansekonkurrence "Vild med Dans".
Det fortæller han til Se og Hør.
TV 2 har nemlig ringet og spurgt den 40-årige dansestjerne, om han vil være gæstedommer i den 20. sæson af "Vild med dans".
Men han kan ikke deltage, siger han til ugebladet.
– Jeg kan kun i finalen, og den, tror jeg, er optaget af Jens Werner. Men det er den eneste fredag, jeg har fri.
Det er musicalen "Moulin Rouge", som fylder i Silas Holsts kalender, og med kun finale-datoen fri, så bliver det nok ikke til et gensyn med Silas i "Vild mad dans" i denne omgang.
Det er nemlig allerede meldt ud, at Jens Werner skal være gæstedommer i finalen, der afholdes i Forum Horsens den 24. november.
Dommerveteranen har valgt at trække sig fra programmet som fast dommer. Han fik konstateret kræft tidligere på året.
- Ligesom med mange andre ting i livet vil jeg gerne stoppe, imens legen er god, imens jeg er på toppen og fortsat holder af det, jeg laver, har Jens Werner tidligere udtalt.
For nylig blev den første gæstedommer afsløret. Det er den tidligere "Vild med dans"-vinder Mia Lyhne.
Silas Holst var med i "Vild med dans" første gang i sæson fem i 2008 og var med frem til og med 2014.
I 2019 vendte han tilbage og vandt konkurrencen sammen med skespilleren Jakob Fauerby.
Årets efter blev han nummer tre sammen med sangeren og skuespilleren Nukâka Coster-Waldau og i 2021 dansede han sammen med tv-værten med mere Lise Rønne ind på en andenplads.
Sammenlagt er det blevet til hele tre førstepladser for Silas Holst. Udover triumfen med Jakob Fauerby har han vunder sammen med skicross-løberen Sophie Fjellvang-Sølling og vejrværten Sara Maria Franch-Mærkedahl.