De kendte er ikke færdige med at danse for åben skærm. I hvert fald ikke, hvis det står til TV 2. For til efteråret vender seersuccesen "Vild med dans" tilbage på skærmen.
Det bekræfter TV 2s underholdningsredaktør Gitte Madsen overfor B.T.
Det er igen TV-selskabet Mastiff, der skal producere programmet, og de i gang med at finde kendte danskere, der vil træde i danseskoene.
Men ifølge Avisen.dks oplysninger, så står de over for en svær opgave. Især hvis de kendte skal være kendte nok.
Sidste sæson bar nemlig præg af, at man havde været langt ude i kendisrækkerne for at finde folk, der var villige til at sætte så meget tid af, som programmet kræver.
Til gengæld er programmet også en ganske god måde at kravle op af kendisbarometeret, da det er et af TV 2s største fredagssucceser. Det var i hvert fald efter sin deltagelse og sejr i "Vild med dans" at David Owe for alvor blev et kendt ansigt.
Hvem der skal være værter, er indtil videre uvist. TV-debutanten Christina Lorentzen, der overtog jobbet efter Andrea Elisabeth Rudolph vandt absolut ikke seernes hjerter, og blev flere steder kritiseret for at være talentløs.
Til gengæld har Claus Elming tidligere erklæret, at han gerne tager en tørn mere. Og Andrea Elisabeth Rudolph er tilbage i TV 2-familien, hvor hun er ansat på TV2 Radio.