Når skuespilleren Thomas Ernst og hans dansepartner, Malene Østergaard, fredag aften skal danse cha-cha-cha i Vild med dans, skal seerne ikke regne med, at han kommer til at kaste rundt med hende. Thomas Ernst er nemlig ikke stærk nok.
- Den største udfordring har været at løfte mig, siger Malene Østergaard til Newspaq og fortsætter:
- Der er lidt usikkerhed. Han er bange for at tabe mig.
23-årige Ernst indrømmer da også, at han ikke er den fysisk stærkeste i parret.
- Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Malene og jeg bænkpresser det samme, siger han.
Thomas Ernst, der er mest kendt for sine roller i "Kærestesorger" og "Hvidstengruppen", og Malene Østergaard er sæsonens yngste par, og de er ydmyge overfor projektet.
- Vi vil gerne give en god oplevelse til seerne derhjemme. Det er fredag aften kl. 20.00. De kunne lave alt muligt andet, siger Thomas Ernst.
Fredag bliver sæsonens første par sendt hjem, hvilket Malene Østergaard prøvede sidste sæson, da hun dansede med håndboldspilleren Lars Rasmussen.
Newspaq