Overraskelserne stod i kø straks fra begyndelsen af dette års udgave af ”Vild med dans”.
Fredag aften skulle det første par forlade det populære danseprogram og på forhånd havde Danske Spil spået absolut dårligste odds til komikeren Natasha Brock og hendes erfarne dansepartner Thomas Evers Poulsen.
Men parret dansede ifølge seerne så flot, at de ikke engang skulle ud i omdans.
I stedet blev det overraskende radioværten Nicholas Kawamura og Karina Frimodt, som måtte i omdans mod sangerinden Andrea Lykke og Eugen Miu.
Sidstnævnte var før ”Vild med dans” udskreget som et af de absolutte favoritpar til at løbe med den samlede sejr i ”Vild med dans” 2022 hos Danske Spil.
Men seerne vil det som bekendt oftest anderledes end både dommere og bookmakere, så da stemmerne var talt endeligt op efter omdansen, måtte Nicholas Kawamura og Karina Frimodt forlade dette års udgave af ”Vild med dans”, som det allerførste par.