Kærligheden får ram på dig, når du mindst venter det.
Det har 63-årige Tommy Kenter måtte sande, for han er pludseligt blevet forelsket i sin tidligere kollega, sufflør Christina Lund.
Det skriver Billed-Bladet.
Den morsomme mand viste sin nye, blonde kæreste frem på Bakken, da der var premiere på årets Cirkusrevy.
- Det er min intimsuffløse. Vi har kendt hinanden i 100 år, fjollede folkekære Kenter.
Men det var ikke kun den tidligere Vild med dans-deltager, som kunne få tungen på gled.
- Jeg hjalp Tommy med hans sidste show, Revyperler på stribe. Og måske jeg kiggede lidt ekstra på ham fra sufflørkassen. Det endte i hvert fald med, at han inviterede mig ud, og så blev vi kærester, fortalte en åbenhjertig Christina Lund.
Tommy Kenter havde sin debut som skuespiller allerede som 11-årig. Siden da har han underholdt danskerne i utallige film-, tv-, teater- og revyproduktioner.
Kilde: Billed-Bladet