Få måneder efter skuespilleren Sofie Lassen-Kalhke sprang ud som krimiforfatter, har hun solgt rettigheder til en filmatisering af bogen.
"Adams Arv" udkom i november, og i løbet af de få måneder på boghylderne, er der blevet solgt over 20.000 eksemplarer af Sofie Lassen-Kahlkes debutkrimi.
Noget tyder på, at der har været kamp om, at få lov til at filmatiserer bogen. I pressemeddelelsen, som SF Studio har sendt ud, står der således:
- Vi ser utrolig meget frem til samarbejdet og vi er enormt glade for, at vi trods den hårde konkurrence er lykkedes med at sikre rettighederne til SF Studios. Sofie har skabt en både forførende og dramatisk fortælling, hvor man som læser lynhurtigt bliver opslugt. Vi er overbeviste om, at der ligger materiale til en virkelig spændende film og glæder os nu til at finde det helt rigtige kreative team, som skal løfte universet ind i filmens vidunderlige verden, siger filmchef Marchella Dichman.
Skuespilleren Sofie Lassen-Kahlke er naturligvis meget begejstret for at have solgt filmrettighederne:
- Jeg blev meget, meget glad, da SF Studios fortalte mig, at de så et potentiale for en filmatisering af min bog, og jeg er meget lykkelig for, at den er landet netop hos SF Studios og Marcella Dichmann, da jeg synes, at de i de seneste år har lavet nogle utrolig gode og flotte produktioner, siger Sofie Lassen-Kahlke.
Om Sofie Lassen-Kahlke selv er i spil som advokaten Ursula Madsen, melder pressemeddelelsen ikke noget om.