1747 pakker med kokain blev søndag beslaglagt i Santo Domingo, hovedstaden i Den Dominikanske Republik.
De mange pakker kokain, der hver vejer et kilo var på vej fra Colombia og skulle være landet i Rotterdam i Holland, men det fik DNCD, narkopolitiet, sat en gevaldig stopper for.
Kokainen var på vej med skib og forklædt som køkkenredskaber, men kom altså ikke længere end til havnen i Den Dominikanske Republik.
Efter den store fangst blev de mange hundrede pakker linet op foran politistationen, hvor de blev fotograferet af pressen, mens svært bevæbnede betjente holdt vagt ved det dyrebare narkotika.
Et gram kokain sælges typisk for omkring 500 kroner. Dermed er værdien på den store fangst omkring 873.500.000 kroner.
De mange pakker kokain beskyttes af flere svært bevæbnede betjente. Scanpix