En vild politijagt på Sjælland endte i morges med, at politiet måtte affyre skud mod flugtbilen for at standse den.
Ifølge politiets døgnrapport startede biljagten i de tidlige morgentimer, da en anmeldelse om et indbrud hos Nordea i Sorø løb ind.
Det lykkedes politiet at indhente tyvenes flugtbil ved Ringsted, men herfra eskalerede jagten voldsomt. Ved Karlslunde påkørte flugtbilen to politibiler og fortsatte derefter ud ad Sydmotorvejen modsat køreretningen.
Flere politibiler blev smadret undervejs. Til sidst blev flugtbilen standset ved Ishøj, uden nogen tilskadekomne. Her lykkedes det en af de to gerningsmænd at stikke af, mens den anden blev anholdt.
Derudover anholdt politiet tre personer i en anden bil ved Karlslunde, da de de opførte sig mistænkeligt. Det er politiets opfattelse, at de tre var involveret i tyveriet i Sorø.
En politimand fra Sydsjællands- og Lolland Falster politikreds fik en flænge i panden, da han slog hovedet mod patruljevognens forrude på et tidspunkt, men derudover kom ingen til skade ved nattens voldsomme biljagt, hverken indbrudstyve eller politi.