Det er en velkendt sag, at de allerbedste fodboldspillere i verden bliver rigtig godt betalt for deres ydelser på banen.
Den 21-årige norske stjerne Erling Braut Haaland er en af dem, og det beviste han til fulde, da han valgte at give sine holdkammerater i tyske Borussia Dortmund en afskedsgave i den mere generøse afdeling.
Ifølge den tyske avis Bild gav nordmanden et Rolex-ur - med personlige indgraveringer - til alle sine tidligere holdkammerater.
Urene, der var af typen Rolex Submariner, koster cirka 100.000 kroner stykket, og da Haaland havde 33 holdkammerater, lød regningen på afskedsgaverne til medspillerne altså på omkring 3,3 millioner kroner.
Men den generøse norske ungersvend stoppede ikke her. Omkring 20 andre ansatte i klubben - som fysioterapeuter, kokke og læger - skal ifølge Bild have fået hver sit Omega-ur til en værdi af cirka 40.000 kroner stykket.
En samlet regning på mere end fire millioner kroner for at sige farvel til arbejdspladsen lyder voldsomt, men Haaland har faktisk rigeligt råd til at flotte sig. Erling Braut Haaland fortsætter nu karrieren i engelske Manchester City, og her kan han se frem til modtage en løncheck på 180 millioner kroner om året.
Den billigste model i Rolex Submariner-serien koster ifølge danske ur-sider omkring 70.000 kroner. Unsplash/Adam Bignell