Middelalderkirken Herredskirke Kirke fra cirka år 1100-1200 er i spil til at blive revet ned. Sker det, vil det være første gang i nyere danmarkshistorie, at en middelalderkirke rives ned. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
- Vi er i en proces, og i menighedsrådet og provstiet har vi prøvet at tænke ud af boksen. I den forbindelse er det nævnt, at vi muligvis kan rive Herredskirke Kirke ned, siger provst Finn Dyrhagen fra Lolland Vestre Provsti til Folketidende.
- Normalt vil man sige, at man ikke kan rive kirker ned, men det prøver vi at sætte os ud over. Først skal der dog naturligvis være et høringsmøde i sognet, og hvis der er opbakning, bliver det i givet fald en proces, der vil tage ikke måneder, men år, og det vil også kræve Kirkeministeriets tilladelse. Muligvis skal flere andre instanser også give tilladelse, siger Finn Dyrhagen til Folketidende.
Nedrivningen er i spil, fordi kirken ligger et sted, folk i allerhøjeste grad er flyttet væk fra.
- Der er ingen, der bruger kirken, og kirkegården er lukket for flere nye gravsteder for otte til ti år siden. Samtidig står menighedsrådet med det problem, at kirkens tag er utæt. Det vil koste 3,5 millioner kroner at skifte det, oplyser Finn Dyrhagen.
De penge er svære at finde, konstaterer han.
- Vi kan lade den stå og blive til en ruin som Sankt Ibs Kirkeruin i Roskilde. Eller måske kan vi sælge den til et museum, for eksempel Frilandsmuseet eller Den gamle By i Aarhus. Så nu sætter vi gang i en proces, forklarer provst Finn Dyrhagen.
Menighedsrådet i Utterslev-Herredskirke-Løjtofte Sogn, Lolland Vestre Provsti og Lolland-Falster Stift vil alliere sig med Nationalmuseet og De Kongelige Bygningsinspektører under Slots- og Kulturstyrelsen samt konsulentfirmaet Kirkefondet, om de vil bistå i processen, når menigheden og borgerne har givet deres mening tilkende. Et høringsmøde ventes holdt i efteråret, skriver Lolland-Falsters Folketidende.