1000 parkeringspladser på Frederiksberg skal lade livet. 500 pladser til fordel for træer, 300 pladser skal gøre plads til flere cykelstier – blandt andet på Frederiksberg Allé - og 200 pladser skal sørge for mere udeservering.
I hvert fald hvis det står til det næststørste parti på Frederiksberg, Enhedslisten.
Det skriver TV 2 Kosmopol.
- Frederiksberg er til for mennesker og natur - ikke for bilerne, siger spidskandidat Rasmus Holme til TV 2 Kosmopol.
Frederiksberg Kommunes seneste opgørelse fra 2022 viser, at der er cirka 30.000 biler i kommunen. De har cirka 36.000 parkeringspladser - heraf 25.000 offentlige pladser - at deles om. Og det er netop de offentlige pladser, som Enhedslisten nu vil fjerne 1000 af.
- Når jeg så vil nedlægge 1000, synes jeg ikke, at det er så vidtgående. Og så er jeg ikke i tvivl om, at det vil have en positiv effekt på Frederiksbergs samlede CO2-aftryk, siger han til TV 2 Kosmopol.
I denne valgperiode har det nuværende flertal på Frederiksberg bestående af Socialdemokratiet, SF, De Radikale og Enhedslisten skærpet parkeringsreglerne. Det har mødt stor modstand fra de blå partier.
Hos FDM mener chefkonsulent Dennis Lange ikke, at det nye forslag er en god idé.
- For os at se er det bare en mærkværdig modstand mod folk, som transporterer sig i bil. Der er i forvejen mangel på pladser, og det her ville gøre det sværere for alle at finde en parkeringsplads, siger han til TV 2 Kosmopol.
Frederiksberg Erhverv repræsenterer over 3000 virksomheder på Frederiksberg, og de kan godt se idéen i at frigive mere plads til udeservering, da det kan give de erhvervsdrivende flere kunder i butikken. Men formand Jesper Nørgaard bakker ikke op om udspillet i sin nuværende form.
- Jeg bryder mig ikke om tanken om at nedlægge en masse pladser, uden at have spurgt caféerne og restauranterne først. Man fjerner jo trods alt et segment, som har lyst til at komme i bil. Og hvis der kommer varer flere gange om dagen, så skal der jo også være mulighed for at læsse af og på, siger han til TV 2 Kosmopol.
Heller ikke De Konservative eller Socialdemokratiet på Frederiksberg støtter forslaget.
Borgmesterkandidat for De Konservative, Michael Brautsch, siger nej tak til at nedlægge parkeringspladser. Men i stedet lufter han tanker om cykelsti på Frederiksberg Allé og flere p-huse og -kældre.
Enhedslisten er til daglig en del af flertallet bag borgmester Michael Vindfeldt (S), men heller ikke Socialdemokratiet går med på idéen, forklarer partiets politiske ordfører, Malte Mathies Løcke. Socialdemokratiet lover til gengæld, at de står sammen om at ville lave cykelsti på Frederiksberg Allé i næste valgperiode.