En samlet kommunalbestyrelse på Samsø har indgået et budgetforlig, og dermed er næste års budget på plads.
Det har krævet noget ekstraordinært at få et budget i balance, skriver TV 2 Østjylland på baggrund af en pressemeddelelse fra kommunen.
Kommunen vil blandt andet finde penge ved en reduktion i budgetrammen for hjemmeplejen og en ændring af praksis for skift af støttestrømper.
Politikerne er blevet enige om fremover at lade borgerne have støttestrømper på flere dage i træk, så der kun vil blive skiftet støttestrømper to gange ugentligt.
Således skal borgerne sove med strømperne på.
Ifølge kommunen kan der spares 350.000 kroner årligt med den ændrede praksis for støttestrømperne.
Beslutningen vil blive evalueret efter et halvt år.
Presses af udligning
Ifølge kommunen presser det nuværende udligningssystem økonomien.
Regeringen har besluttet, at der skal ses på udligningssystemet, men indtil da vil budgetplanlægning på Samsø ske i økonomisk stramme rammer.
- Inden for stramme økonomiske rammer er det dejligt at kunne indgå et budgetforlig med en samlet kommunalbestyrelse. Vi ser frem til, at udligningssystemet ændres, så også borgerne på Samsø kan få glæde og gavn af de midler, der med den årlige økonomiaftale mellem Regeringen og kommunerne prioriteres til velfærdsforbedringer, siger borgmester Marcel Meijer (S) i pressemeddelelsen.
Den endelige vedtagelse af budgettet sker på kommunalbestyrelsesmødet den 7. oktober.