Lige nu har Jenna Bagge mere end rigeligt at se til med graviditet og kommende familieforøgelse.
Den populære danser er af samme grund ikke med i "Vild med dans" i denne sæson, men lader sig heller ikke friste af en mulig plads som dommer - ikke engang gæstedommer.
Det forklarer hun til ugebladet herognu.dk.
- Jeg tror, jeg har det bedst med ikke at være den, som bedømmer. Jeg vil hellere bare heppe, siger Jenna Bagge til ugebladet og uddyber.
- Jeg synes, det er lidt underligt at krydse den grænse. Jeg føler mig stadig som danser og ikke som dommer, fortæller Jenna Bagge.
Den sympatiske danser og hendes nyslåede ægtemand, Albert Harson, kan se frem til at blive forældre i november.