En ung småkriminel lømmel og en hårdkogt vaneforbryder under samme tag er ikke nogen heldig cocktail. Derfor vil socialminister Eva Kjer Hansen (V) nu udvide antallet af sikrede institutionspladser. Det skal forhindre, at dømte unge under 18 år skal sidde bag tremmer med ældre kriminelle.
»Unge skal ikke påvirkes negativt af voksne kriminelle. Derfor skal vi så vidt muligt forhindre, at unge anbringes i varetægtsfængsel. Det vil de nye pladser medvirke til,« siger socialminister Eva Kjer Hansen.
Hun vil derfor nu etablere fem nye pladser i Sjælland, hvor der er størst mangel på sikrede institutionspladser. En undersøgelse dokumenterede sidste år behovet for flere sikrede ungdomspladser. 80 procent af afvisningerne til lukkede institutioner sker på Sjælland.